Mødes en motorbåd og en sejlbåd, er hovedreglen enkel: Motorbåden viger for sejlbåden. En båd for motor kan dreje og stoppe langt lettere end en båd, der er afhængig af vinden.
Men reglen har vigtige undtagelser, og de kan være afgørende for din sikkerhed.
Hvem viger for hvem?
Søvejsreglerne har en rangorden. En båd viger for dem, der er sværere at manøvrere end den selv:
- Motorbåde viger for sejlbåde, fiskende fartøjer og skibe, der er begrænset i deres manøvreevne.
- Sejlbåde viger for fiskende fartøjer og skibe, der er begrænset i deres manøvreevne.
- Alle viger for skibe, der er ude af kontrol, fx på grund af motorstop.
Et fiskende fartøj er her et fartøj, der fisker med net, liner eller trawl, som begrænser dets manøvreevne. En lystfisker med stang tæller ikke.
Undtagelserne
Hovedreglen gælder ikke, når:
- Sejlbåden overhaler motorbåden. Den, der overhaler, viger altid. Læs mere om overhaling.
- I er i et snævert løb eller en sejlrende. Her må en sejlbåd ikke genere et skib, der kun kan sejle sikkert inden for løbet. Læs mere om snævre løb.
- I er i et trafiksepareringssystem. Her må mindre både og sejlbåde ikke genere skibe, der følger trafikbanen.
Når sejlbåden sejler for motor
En sejlbåd, der bruger motoren, regnes som en motorbåd – også selvom sejlene er oppe. Så gælder reglerne for motorbåde, og du skal vige som en motorbåd.
I dagslys skal du vise det med en sort kegle med spidsen nedad i forskibet. I mørke skal du føre en toplanterne ud over sidelanterner og agterlanterne. Læs mere om lanterner på sejlbåde.
Opdateret
Sejlerreglerne er en forenklet gennemgang og erstatter ikke søvejsreglerne, søkortet eller din sejlerskole. Læs mere om regler, certifikater og sikkerhed hos Søfartsstyrelsen.