Teak er et af de mest brugte træsorter på både. Det er naturligt olieholdigt, tåler vand og salt og bliver ikke glat, når det er vådt. Men det slides, hvis det bliver behandlet forkert – og et teakdæk er dyrt at udskifte.
Grå eller gylden?
Ubehandlet teak bliver med tiden sølvgrå. Det er helt naturligt og beskytter faktisk træet. Mange sejlere foretrækker det. Vil du bevare den gyldne farve, kræver det rengøring og olie eller sealer jævnligt.
Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Men vælg én vej, og hold dig til den.
Rens teakdækket
- Brug ferskvand og en mild sæbe. Skrub på tværs af årerne med en blød børste eller en svamp.
- Brug aldrig højtryksrenser. Den river de bløde dele af træet væk, så årerne står frem og dækket slides ned.
- Skrub ikke hårdt. Hver gang du skrubber, tager du lidt af træet med.
- Brug teakrens et par gange om året, hvis træet er meget beskidt eller har grønne alger. Følg vejledningen, og skyl grundigt efter.
Olie, sealer eller ingenting?
- Teakolie giver en flot gylden farve, men skal gentages ofte. Olie på et dæk kan blive glat og samle snavs.
- Sealer beskytter mod snavs og UV og holder længere end olie. Den er et godt kompromis på dækket.
- Ingenting er det mest skånsomme. Rens jævnligt, og lad træet blive gråt.
På håndlister, cockpitborde og indvendigt træværk kan du bruge olie eller lak. På et dæk, man går på, er det bedst at holde det enkelt.
Tjek fugerne
Teakdæk er typisk limet eller skruet ned med sort fugemasse mellem planker. Se efter fuger, der slipper, og skruer, der stikker op. Løse fuger kan lade vand trænge ned til underlaget og give skader på dækket nedenunder.
Om vinteren
Dæk teaken til, så den ikke ligger med vand og sne hele vinteren. Og lad den tørre helt, før du dækker den – ellers gror der mug.
Udgivet